It takes a village.. Vores Fælles Ansvar for Børns Velfærd

De fleste kender nok udtrykket "It takes a village to raise a child". Der skal en hel landsby til at opdrage et barn. Et barn er hele landsbyens ansvar. Det er, så vidt jeg kan finde ud af, et nigeriansk mundheld. Jeg synes, det er flot.

Det strider meget imod danske normer. Vi vil ikke blande os. Ikke engang, når det gælder vores familie. Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Hensynet tages for forældrenes skyld. Og for ens forhold til forældrene. Ikke for børnenes. Jeg mener ikke, vi skal blande os i småting i børneopdragelse, men at hele landsbyen bør føle et ansvar for, at børnene har det godt. 

Der kommer for tiden alt for mange historier frem om børn, der har det forfærdeligt. Og har haft det forfærdeligt i årevis. Forældrene har svigtet. Familien har svigtet. Lokalsamfundet har svigtet. Når forældrene svigter, så bør de sidste to træde til. Efter de forfærdelige historier er kommet i pressen, træder mange frem og fortæller om deres mistanker. Men hvilket ansvar har alle disse mennesker, der har stået på sidelinien med deres mistanker? Disse mennesker, der ikke har blandet sig. Disse mennesker, der har ladet tvivlen komme forældrene til gode. At de ikke skammer sig!

Det gælder også i mindre opsigtsvækkende tilfælde. Børn kan svigtes på mange måder. Og det er lige så meget dit ansvar som så mange andres. Jeg har et par gange kørt i toget med forældre, der har været ubehagelige over for deres børn. Jeg har tænkt, at det måske ikke var så slemt. Modsat har jeg tænkt, at hvis det er sådan moderen behandler sine børn, når andre kigger, hvordan opfører hun sig så ikke, når de er alene?! Det er ubehageligt. Jeg tænker på, hvad jeg skal sige, og sidder og har ondt i maven. Jeg får ondt i maven, og det føles som om, der er tusind ting, jeg skal overvinde for at få sagt noget. Og hvad skal jeg sige? Hvad hvis jeg gør det hele værre? Og hvad så, når jeg har sagt det?

Jeg er en kujon. Og det er så usselt.

Det er der mange grunde til. Kupeen af tiende mennesker, der ignorerer situationen udtrykker, at det er okay. At det er hendes ret. Det giver de moderen ret i. Og stilheden fortæller børnene, at det, der sker, er helt okay. Og mht hvordan jeg har det - børnene har det nok værre. Og de har ikke mulighed for at forlade toget og glemme det. 

Det kan være, de er de perfekte forældre alle andre steder end på den togtur. Selv i det tilfælde synes jeg, det er fint at sige "ved du hvad, sådan synes jeg ikke, du skal tale til dine børn".

Jeg har selv en hel masse mennesker, jeg som voksen kunne (og nogle gange har lyst til, at) gå hen og spørge "hvorfor gjorde du ikke noget? Du vidste, hvad der foregik, men du gjorde ingenting". 

Hvis de børn om nogle år kommer og spørger mig om det samme, så ved jeg ikke, hvad jeg skal svare.